Abeblog

I 1723, ud fra St. Michaels ø i Azorerne, plyndrede piraten Edward Low en portugisisk bark. Edward og hans pirater var i et godt humør, så de nøjes med at hugge lidt i de portugisiske sømænd med sabler, inden de brændte deres skib og slap dem løs i en jolle. De taknemmelige sømænd gjorde hvad de kunne for at komme væk, før Edward Low ændrede mening.

Da de begyndte at ro væk, faldt noget tungt ned i deres båd. Det var piraten Richard Hains, der havde været en del af Edward Lows besætning. Han ønskede ikke længere at tage del i Lows barbari, og Hains så en chance for at slippe væk. Med det samme Richard Hains ramte jollens bund, strækte han sig og gemte sig, mens han forsøgte at være så stille som muligt. Hvis han var blevet set af nogen fra Lows besætning, ville han blive dræbt som desertør. Hains' nye portugisiske rejsefæller ville næppe overleve heller.

På det tidspunkt kom Richard Hains i tanke om noget. Få minutter tidligere drak han af et sølvkrus, men han havde glemt det ved siden af kanonporten over ham. At vende tilbage efter det kunne betyde døden. Men alternativet var åbenbart værre.

Richard Hains spring stille op til kanonporten, tog sit krus og klatrede ned igen, mens han ignorerede de skræmte portugiseres ansigtsudtryk.

Så en skål til piraten Richard Hains næste gang man får stillet tørsten vil jeg mene vil være på sin plads. Et liv i frihed er intet værd, hvis man ikke har sin øl.

Tilbage til forsiden.